Skip til hoved indholdet

Tilsynsrapport for Trille-Tumle, november 2025

Fakta om dagtilbuddet:

Dagtilbudstype:

Kommunalt dagtilbud

Antal børn: 149

Antal faste medarbejdere: 27

Antal afdelinger: 4 vuggestuer og 4 børnehavestuer

Organisering:

Dagtilbuddet er en del af klynge G.

Forældresamarbejde:

Klynge G har en forældrebestyrelse og dagtilbuddet har et kontaktforældreråd.

Deltagere ved tilsynsdialog:

  • Pædagogisk leder Mette Ovi
  • Klyngeleder Susanne Henriksen
  • Observatør Jeannette Dønns
  • Observatør Lisbeth Jessen Hougaard
  • Indsatspædagog Camilla Knak
  • Pædagogisk Proceskonsulent Christina Nielsen
  • Dagtilbudschef Maj-Britt Thy
  • Tilsynsførende Marcus Hjorth Kern

Generelle bemærkninger:

Dette tilsyn er en opfølgning på tilsyn foretaget i april 2025, hvorefter Familie- og Dagtilbudscentret har haft en skærpet tilsynsforpligtelse med Trille-Tumle.

Trille-Tumle har haft fokus på at styrke den pædagogiske praksis, bla. med henblik på at understøtte børnenes indbyrdes relationer og hjælp til at alle børn inddrages i det sociale børnefællesskab og at skabe muligheder for, at børnene selv kan igangsætte lege i indbydende og klargjorte indendørs læringsmiljøer, samt inddragelse af alle børn i legende fællesskaber.
Herudover har der været et særskilt fokus på fortsat nedbringelse og stabilisering af sygefravær med fokus på sikring af det gode arbejdsmiljø.

Dette tilsyn omfatter:

  • Dialog om udviklingsfokus i den forgangne periode.
  • Observationer af den pædagogiske praksis, foretaget med vurderingsredskabet KIDS.

Konklusion på tilsynet:

KIDS måling viser at dagtilbuddet placerer sig i følgende kvalitetskategorier:

Fysiske omgivelser – indendørs: Tilstrækkelig kvalitet

Fysiske omgivelser – udendørs: Tilstrækkelig kvalitet

Relationer: Utilstrækkelig kvalitet

Leg og aktivitet: Utilstrækkelig kvalitet

På baggrund af tilsynsdialogen kan det konkluderes at der er anledning til bekymring. Forvaltningen forventer at der sættes fokus på følgende udviklingspunkter:

1. Fokus på struktur, organisering (herunder aktivitetsplaner) og fordeling med henblik på understøttelse af børnefællesskaber – Dette ses som det primære indsatsområde, der skal danne grundlag for at den øvrige pædagogiske praksis kan lykkes. Der opleves store forskelle på struktur og organisering stuerne imellem og ledelse og medarbejdere kan med fordel gå på opdagelse i arbejdsformer og tilgange på de stuer, hvor organiseringen ses som fordrende for den gode pædagogiske hverdag.

2. Kommunikation – Der opleves store forskelle på tværs af stuer hvad kommunikationsformer angår. Flere steder ses en del implicit kommunikation, der forstærker de strukturelle og organisatoriske udfordringer. Der ses behov for tydeligere italesættelse af intentioner og benævnelse af både egen og andres handlinger.

3. Sensitivitet – Trille-Tumle opleves udfordret i forhold til sensitivitet i forhold til børnenes behov, intentioner og følelsesliv. Det ses som en forudsætning for denne indsats, at der arbejdes med struktur, organisering, fordeling og kommunikation, da disse områder er mulighedsskabende for et sensitivt pædagogisk rum.

Forvaltningen vil understøtte udviklingen og har en skærpet tilsynsforpligtelse hermed. Forvaltningen følger op med revidering af tilsynsrapporten i forår 2026

Vurdering:

Arbejdet med udviklingsfokus

Det er tydeligt, at der siden sidste tilsynsdialog har været fokus på udvikling af de indendørs læringsmiljøer; der er tænkt over placering af møbler, reoler m.v., ligesom der er kasser med legetøj. Rekvisitterne er dog sparsomme og læringszonerne virker ikke klargjorte eller indbydende for børnene. Børnene lader ikke til at have kendskab til/kompetencerne til på egen vis at indgå i/afkode zonerne.
Ligeledes mangler der afgrænsning af zonerne og forstyrrelser opstår derfor naturligt.
Der er umiddelbart gode muligheder, bl.a. stort fællesrum til motorisk aktivitet, men det ses ikke anvendt, om end børnene synes opsøgende herpå.

I forhold til styrkelsen af den pædagogiske praksis opleves der ved observationerne en stor forskel de enkelte vuggestuer imellem, hvad angår organisering og struktur. På visse stuer opleves gode balancer og arbejdsdeling mellem voksne og effektfuld social sammenkædning af børnene, mens det samme grundlag synes at smuldre på andre stuer, så der opstår pres og overblikket i den pædagogiske praksis forsvinder.

Fysiske rammer indendørs

Indretningen i dagtilbuddet har tilstrækkelig kvalitet

Formålet med at have god kvalitet i de fysiske rammer indendørs er at understøtte alle børns deltagelsesmuligheder og adgang til uforstyrret fordybelse i leg. I denne sammenhæng er der behov for en tydeligere rammesætning af legeområder gennem bedre afskærmning og klargøring til leg, ligesom der er behov for flere relevante legesager. Ligeledes er der mulighed for en højere grad af nuancering af potentielle legemuligheder i forskellige rum.

Dagtilbuddets styrke er, at grundlaget for legeområder af god kvalitet er til stede. Der er tænkt over placering af møbler og reoler, og der er sorterede kasser med relevante legesager.

Fysiske rammer udendørs

Indretningen af dagtilbuddets legeplads har tilstrækkelig kvalitet.

Formålet med at have god kvalitet i de fysiske rammer udendørs er at understøtte alle børns deltagelsesmuligheder og adgang til uforstyrret fordybelse i leg. I denne sammenhæng er der behov for tydeliggørelse af de pædagogiske intentioner og begrundelser i uderummet, med henblik på at styrke målrettede pædagogiske indsatser med basis i uderummets potentialer.

Dagtilbuddets styrke er, at dagtilbuddets udendørs rammer fremstår indbydende og med et stort potentiale med høj grad af nuancerede legemuligheder, der med den rette aktivering rummer mulighed for god pædagogisk kvalitet.

Relationer

Kvaliteten af relationsarbejdet er utilstrækkelig.

Formålet med at have god kvalitet i det relationelle arbejde er at sikre trivsel, læring udvikling og dannelse i demokratiske fællesskaber for alle børn. I denne sammenhæng er der behov for at sikre, at der på tværs af dagtilbuddet oparbejdes en tydeligere struktur i, og organisering af, den pædagogiske praksis, blandt andet gennem eksplicitte kommunikationsformer, da der opleves en stor forskel på tværs af stuerne. Der bør ligeledes arbejdes med de pædagogiske medarbejderes sensitivitet i forhold til børnene, så alle børn mødes af voksne med en tydelig pædagogisk intention og med børneperspektivet for øje. Herigennem kan regulering og tilrettevisninger i tilspidsede situationer imødegås, og konfliktsituationer kan vendes til læring frem for at eskalere på uhensigtsmæssig vis.

Dagtilbuddets styrke er, at potentialerne for den gode organisering og den højnede sensitivitet er til stede på visse stuer og i visse sammenhænge, hvor børn mødes som individer frem for blot som del af en gruppe og hvor god sammenkædning af børn er en naturlig del af praksis, så alle børn inddrages i fællesskabet.

Leg og aktiviteter

Kvaliteten af leg og aktiviteter er utilstrækkelig.

Formålet med at have god kvalitet i leg og aktiviteter er at understøtte udviklingen af legekompetencer, sociale og alsidige personlige kompetencer. I denne sammenhæng er der behov for en bedre balance mellem vokseninitierede aktiviteter og mulighed for børneinitieret leg over hele dagen. Overvægten af vokseninitierede aktiviteter, især i formiddagsstunden ses som en hindring for visse pædagogiske medarbejdere, der med en bedre balance vil have mulighed for at følge børnenes spor og understøtte leg i videre omfang, i situationer, der ellers fremstår uhensigtsmæssige.

Dagtilbuddets styrke er, at der er rig mulighed for at skabe en bedre balance ved fokus på arbejdet med en struktur, der tilgodeser både vokseninitierede aktiviteter og børneinitieret leg over hele dagen. Der ses eksempler på det på visse stuer, hvor man med fordel kan gøre sig nysgerrig på mulighederne for at brede denne praksis ud til øvrige stuer.

Børnehuset Trille-Tumle
Græshøjvej 4B-C
2640 Hedehusene

Telefonnr.: 43 35 30 10


Pædagogisk leder: Mette Ovi
E-mail: MettePOv@htk.dk

Klyngeleder: Susanne Henriksen
E-mail: SusanneHe@htk.dk

Mandag - torsdag 6.30 - 17.00
Fredag 6.30 - 16.30

Lukkedage